Forside | Om Albinus Frø | Kunderne siger | Om at så | Nyhedsbrev | Læserne siger | Vilkår | Kontakt | Kurv
Vis kurv

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK
 
Bjerg-hulsvøb
Chaerophyllum hirsutum var. roseum
  Ikke på lager 
Varenavn: Bjerg-hulsvøb
Chaerophyllum hirsutum var. roseum
Pris ved 1Pose 32,00 DKK

Bjerg-hulsvøb er en ikke særlig kendt staude i danske haver og det er synd, for den er noget af det yndigste med sine store og lette, lyserøde skærmblomster og det meget fine, bregneagtige løv, der dufter let af æble. Bjerg-hulsvøb er perfekt til at give haven det lette, lidt vilde look, der er så eftertragtet og som fx englænderne mestrer til perfektion i deres Cottage Gardens.

Planten bliver ca. 60-80 cm høj og gør sig flot både i en større gruppe i staudebedet eller som enkelte planter ’strøet’ mellem andre stauder for at skabe det lette, luftige udtryk. Ordet hirsutum i plantens botaniske navn betyder ’håret’ og refererer til at løvet er dækket af ganske fine hår, hvilket giver planten den samme evne til at samle dugdråber, som også ses hos fx løvefod og lupin. Går man ud en årle morgenstund, kan man se hvordan duggen (eller måske regndråberne) lægger sig fint som perler på de lodne, æbleduftende blade.

Løvet skyder tidligt om foråret og blomstringen med de store skærmblomster, 6-10 cm i diameter, begynder i den tidlige forsommer og varer mindst en måneds tid med blomster, der afløser hinanden. Når blomstringen er slut, kan man klippe planten tilbage og den vil så skyde nyt, friskt løv og ofte også levere en mindre, anden blomstring hen omkring august-september. Blomsterne tiltrækker sommerfugle og nyttige insekter. Undlader man at klippe blomsterskærmene af efter blomstring, kan bjerg-hulsvøb finde på en smule selvsåning, men desværre ikke nær så meget, som man ellers gerne kunne ønske sig med den lette og elegante plante, der vil passe ind masser af steder i haven.

Bjerg-hulsvøb trives på en fugtig og næringsrig jord i sol eller let skygge. Stænglerne er ranke og let bøjelige og hvad enten man dyrker bjerg-hulsvøb i en gruppe eller som enkeltplanter, har den ikke brug for opbinding – et stort plus for alle vi mange havefolk, der ikke altid når at få bundet stauderne op.

Både blomster og løv er fint til afskæring – blomsterne holder ikke så længe i en vase, men er en fryd, så længe det varer.

Som det ofte er tilfældet med skærmplanter, mister frø af bjerg-hulsvøb forholdsvis hurtigt spireevnen. Samtidig er de ’kuldekimere’, dvs at frøene kræver en kuldeperiode for at spire. Derfor er det optimale at så dem udendørs om efteråret eller i løbet af vinteren for så at afvente spiring det efterfølgende forår. Man kan også så dem i det tidlige forår, men det kræver nogen tålmodighed, idet frøene undertiden kan være længe om at spire. Der er ikke vundet noget ved at forspire frøene indendørs i varme – tværtimod. Ønsker man at så i det sene forår eller sommertiden, kan man undertiden ’narre’ frøene til live ved at stille såpotten i køleskabet i 4-8 uger, inden den stilles udendørs.

Som med de fleste frøformerede stauder kan man ikke forvente blomster før i plantens andet leveår. Frøene er desværre dyre, men udkommet er vidunderligt!
Bemærk: Kun ca. 10 frø pr. pose.


  «-Tilbage       Vis uden moms   Anbefal   Print


Kunder købte også
Blærebælg <i>Colutea arborescens</i> Blærebælg Colutea arborescens
En fin, op til 3 meter høj, løvfældende busk med lysegrønne finnede blade og lette gule blomster. Efter blomstring udvikles meget dekorative oppustede bælge.
 
23,00 DKK 
Tobak, Purpur- <br>’Perfume Blue’ F1 <br><i>Nicotiana x sanderae</i> Tobak, Purpur-
’Perfume Blue’ F1
Nicotiana x sanderae

Meget rigt blomstrende sommerblomst af tobaksfamilien. Velduftende blå blomster. God i krukker, på terrasse eller altan.
 
24,50 DKK 
Øjeblomst ’Five Spot’ <br><i>Nemophila maculata</i> Øjeblomst ’Five Spot’
Nemophila maculata

Lille og lav bunddækkeplante med de yndigste blomster i blåt og hvidt – de ser ud som om en dygtig porcelænsmaler har været i gang!
 
24,50 DKK 
Ballonvin, ’Love in a Puff’ <br><i>Cardiospermum halicacabum</i> Ballonvin, ’Love in a Puff’
Cardiospermum halicacabum

Skøn og ivrigt voksende klatreplante med små orkidélignende, hvide blomster, dekorative oppustede frøkapsler og de fineste blåsorte frø dekoreret med et hvidt hjerte.
 
28,50 DKK 

ALBINUS FRØ • INFO@ALBINUSFRO.DK