Valsk bønne er fantastisk bønne, der ikke er særlig kendt herhjemme, men den er ved at få en renæssance og det fortjener den så absolut, for den er fuld af gode egenskaber.
Denne sort, ’Stereo’, udmærker sig ved at bære relativt små bælge og ditto bønner i bælgene – og ved at bælgene er så fine i konsistensen, at de kan spises som mangetout, altså med bælge, inden frøene i bælgene udvikles. På samme måde som man spiser sukkerærter – hele bælgen plukkes på et tidligt stadie, dampes let og nydes! Man kan selvfølgelig også lade bønnerne i bælgene udvikle sig og spise dem, som man normalt gør med valske bønner.
Lader man bælgene udvikle sig, er ’Stereo’ stadig en sort med relativt små bælge, 10-12 cm lange, og 4-5 bønner pr. bælg. Bønnerne er delikate med tyndt skind og en fin, ret lys grøn farve. ’Stereo’ er en lav sort med planter, der bliver ca. 90-130 i højden. Blomsterne er snehvide og smukke.
Valsk bønne er nok mest kendt under navnet hestebønne, men hvis man følger Plantedirektoratets anbefalede plantenavne, så dækker navnet hestebønne over de sorter af Vicia faba, der dyrkes til foderbrug (nogle siger, at navnet skyldes, at de nærmest firkantede bønner ligner en hestetand), mens valsk bønne bruges om sorter til spisebrug. Den omtales også undertiden som vælsk, som ifølge ordbogen betyder romansk, udenlandsk, italiensk. For lingvistisk interesserede: Det er det samme vælsk, vi finder i kaudervælsk.
Godt nok er den valske bønne nu om dage ikke særlig udbredt i Danmark, men fra bronzealderen og til 1400-tallet var det den mest udbredte bønne i Europa – også i Skandinavien. For nogle år siden var jeg en tur i Italien i det allertidligste forår. En af de store fornøjelser ved at rejse er for mig at gå på markeder og kigge og smage på det store og anderledes udbud af lækre sager. Allerede i marts vrimlede markedet i Firenze med tidlige grøntsager; fine spæde artiskokker, auberginer og – i hver eneste bod – de store bønner, som vi på dansk kalder hestebønne eller valsk bønne. I dag dyrkes den nemlig mest i Sydeuropa og Mellemøsten, hvor den i tørret tilstand bl.a. koges, moses og tilberedes med olivenolie og krydderurter til en god solid hverdagsret, der spises med brød – lidt i stil med hummus, der laves på kikærter. I Egypten kaldes en ret med mosede valske bønner for ful og er gængs hverdagsmad. God og nærende mad for meget få penge!
Retter med tørrede bønner er dog en smagssag. Selv elsker jeg det, men der er mange, der synes det er en vederstyggelighed, som de helst går langt udenom! Men i frisk tilstand er de valske bønner en luksuriøs delikatesse, der i smag måler sig med asparges, friske ærter og artiskok.
At den også er umådelig nem at dyrke, gør det endnu mere oplagt at smide nogle frø af valsk bønne i jorden. Samtidig har valsk bønne de smukkeste blomster: Store snehvide ærteblomster har denne sort – de er yndige! På markedet i Firenze var hver eneste kurv med valske bønner pyntet med blomsterne - smukt og indbydende! Blomsterne udvikler sig til bælge og inden i bælgene ligger de enkelte bønner i et hvidt for, der kan minde om vat eller skum. Bønnerne pilles ud af deres vatforede futteral og kan spises rå, som når man smovser i friske ærter (det skal være de helt nye og spæde bønner). I modsætning til bønner af phaseolus-slægten, som man ALDRIG må spise rå, kan valske bønner godt spises rå. Eller let dampede: Hæld lidt god olivenolie over de smaragdgrønne, dampede bønner og drys med god flagesalt – uhm! De kan selvfølgelig også bruges i alle mulige retter, hvor man normalt ville bruge ærter eller grønne bønner. Men når de er friske og nye, er det synd at overkoge dem – den fine, delikate smag skulle jo nødig koges ud.
Valsk bønne er en helt anden slægt end almindelig havebønne og pralbønne, og i modsætning til disse, der er meget kuldefølsomme, kan den valske sås på friland allerede i begyndelsen af april. Så dem i nogle centimeters dybde med 30-50 cm’s mellemrum. De spirer i løbet af et par uger og derefter er det at dyrke valske bønner en tilfredsstillelse på linje med at dyrke tallerkensmækker, pralbønne eller radiser; Det kan næsten ikke gå galt og de gror med rivende hast. Derfor er de også oplagte i børnenes have.
Planterne bliver ca. 90-130 cm i højden og de skal helst have noget at støtte sig til. Man kan spise de yderste skud som spinat og så kan man ellers begynde at plukke valske bønner, efterhånden som bælgene kommer frem. Som nævnt er det en god ide at plukke dem forholdsvis små, hvis de skal spises friske, og lade dem gro lidt til, hvis man ønsker at tilberede dem – eller måske oven i købet tørre dem til vinterens mad, hvis man er til tørrede bønner. Jo flere, man plukker, jo flere blomster og bønner sætter planterne. På et tidspunkt svinder produktionen dog ind. Så kan man klippe dem ned til lige over det nederste skud, og dermed nå at få en ny, sen produktion af spæde bønner hen på efteråret.
Valske bønner behøver ikke at blive tilført gødning, idet de er kvælstofsamlende – rent faktisk beriger de jorden til gavn for andre planter. Eneste ulempe ved den valske bønne er, at den næsten helt sikkert får bladlus på et eller andet tidspunkt. Derfor kan det være en god ide at så valsk bønne af flere omgange. Så kan man nemlig klippe de angrebne planter ned, og begynde at spise af næste hold.
Ca. 12 frø pr. pose.